Hvem bestemmer til sidst, når fire kreative arbejder sammen?

Det mest brugbare træk jeg kender, er at holde op med at spørge, hvem der bestemmer over projektet, og i stedet spørge, hvem der bestemmer over hvad. Et medieprojekt består af mange små områder: tekstens vinkel, billedsproget, rækkefølgen, tonen, tidsplanen. Hvert område kan have en ansvarlig, som lytter til de andre og derefter vælger.

Det betyder ikke, at de øvrige tier stille. Den ansvarlige indhenter synspunkter, men behøver ikke flertal. Det fjerner presset fra den store afstemning og gør, at uenighed bliver en del af arbejdet frem for et tegn på, at samarbejdet er gået i stykker.

Skriv fordelingen ned på et enkelt ark og hæng det et sted, alle kan se det. Når en diskussion kører fast, peger I på arket og spørger, hvem der har området. Det tager ti sekunder og sparer ofte en time.

Den næste klassiker er feedback. I små teams kender man hinanden for godt til at være brutal og for dårligt til at være præcis. Resultatet bliver ofte blød ros eller en ubestemt fornemmelse af, at noget er skævt. Den slags kan ingen arbejde videre med, fordi den, der modtager den, ikke ved, hvad der skal ændres.

Jeg foretrækker at give feedback i tre led: hvad jeg lagde mærke til, hvad det gjorde ved mig som læser, og hvad jeg kunne forestille mig som alternativ. Det gør kritikken konkret og lader modtageren selv afgøre, om forslaget passer. Et eksempel kunne være: indledningen bruger fire sætninger på at komme i gang, jeg mistede tråden, måske kan det andet afsnit stå først.

Giv feedback på udkastet, ikke på personen, og vent gerne en halv time med at svare på kritikken. De fleste af os forsvarer sig først og forstår bagefter.

Selv med gode aftaler kan en uenighed hænge fast. Min erfaring er, at det sjældent handler om selve spørgsmålet. Oftere er en af os bekymret for, at hans eller hendes bidrag forsvinder, eller at tonen i projektet flytter sig væk fra det, vedkommende troede, vi byggede. Det er en rimelig bekymring, og den fortjener at blive sagt.

Jeg prøver at tage en pause og stille et enkelt spørgsmål: hvad er du bange for, vi mister, hvis vi vælger den anden løsning? Svaret afslører ofte, at forslagene ikke er så langt fra hinanden, som de lød. Nogle gange kan vi tage det bedste fra begge, andre gange vælger vi det ene og lover at gemme det andet.

En afvist idé kan blive liggende i en mappe med en dato. Den er ikke død, den venter bare på et projekt, hvor den passer bedre.